40 mennesker evakueret - en person er anholdt: - Vi betragter branden som værende påsat

En lejlighedsbrand fik en masse blå blink frem på Colbjørnsensvej søndag aften. Privatfoto

Cirka 40 mennesker måtte evakueres fra omkringliggende opgange, da der udbrød brand i en lejlighed i Nykøbing søndag aften. En person er anholdt og sigtet for brandstiftelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Søndag sidst på aftenen blev området ved sygehuset i Nykøbing lyst op i blåt.

Adskillige brandkøretøjer, politibiler og ambulancer hastede til stedet, da der tikkede en melding ind om brand på Colbjørnsensvej.

- Vi fik klokken 22.48 en anmeldelse om brand i en lejlighed, fortæller Nis Henriksen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, mandag morgen.

Person anholdt

Branden fik stor betydning for en masse beboere i boligblokken.

- Vi har evakueret et større antal beboere fra fire opgange. Der er tale om cirka 40, siger han og fortsætter:

- Fem af de beboere er blevet tjekket for røgforgiftning. Men den gode nyhed er, at ingen er kommet til skade derude, siger Nis Henriksen.

Politiets hypotese er, at branden er opstået inde i en af lejlighederne. Efter de indledende undersøgelser har politiet valgt at anholde en person.

- Vi betragter branden som værende påsat. Vi har anholdt en person i sagen, siger vagtchefen og fortæller, at personen formentlig bliver fremstillet i et grundlovsforhør mandag.

Vagtchefen kan på nuværende tidspunkt ikke uddybe, hvad der er brændt, og hvorfor branden betragtes som påsat.

Et lille stykke ud på natten fik beboerne lov til at komme tilbage i deres lejligheder. Dog er beboerne fra opgangen, hvor branden opstod, blevet genhuset.

- Klokken 1.45 forlader det sidste politikøretøj stedet, lyder det fra vagtchefen.

Stor opbud nær sygehuset søndag aften. Privatfoto