41-årig mand varefængslet for dødsvold på Østerbro

En dommer i København har fredag varetægtsfængslet en 41-årig mand i 11 dage efter et lukket grundlovsforhør.

Offentliggjort Sidst opdateret

Manden er sigtet for at stå bag et dødeligt overfald på Østerbro i København tirsdag den 9. juli.

- Han har slet ikke villet udtale sig, men vi betragter sagen som opklaret. Det har været en udvikling af nogle interne stridigheder, siger drabschef i Københavns Politi, Jens Møller, til Ritzau.

Overfaldet skete i en lejlighed i Nyborggade på Østerbro, men offeret, en 52-årig mand, blev først fundet død knap to uger senere, den 22. juli, i et sommerhus i Jyllinge.

I første omgang troede politiet, at den 52-årige var død af naturlige årsager. Men det skulle vise sig, at han var død som følge af de skader, han pådrog sig under overfaldet.

Tre kvinder på 34, 36 og 69 år blev onsdag fængslet i sagen, sigtet for medvirken til og anstiftelse af volden mod den 52-årige.

Drabschefen vil ikke afsløre, hvilke relationer de involverede har.

- Jeg kan kun sige, at der er nogle familiemæssige relationer mellem de sigtede og den dræbte, siger han.

Efter overfaldet den 9. juli foretog den 52-årige selv politianmeldelsen og blev efterfølgende indlagt i et par dage.

Ret tidligt i politiets efterforskning stod det dog klart, at offeret ikke havde fortalt politiet hele sandheden om overfaldet.

Da den 52-årige blev fundet død i sommerhuset i Jyllinge, opdagede Midt- og Vestsjællands Politi offerets politianmeldelse og sendte sagen til Københavns Politi.

Volden er foregået i et miljø, hvor det med drabschefens ord "ikke er unormalt, at der bliver drukket en del alkohol".

/ritzau/