43-årig mand blev stukket med kniv i lejlighed i Næstved

To mænd og en kvinde er blevet anholdt og sigtes for grov vold efter knivstik og vold mod mand i Næstved.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 43-årig mand blev tirsdag aften stukket med kniv og slået i hovedet i en lejlighed i Næstved.

Det fremgår af døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

To mænd på henholdsvis 30 og 53 år samt en 42-årig kvinde er anholdt i sagen. De sigtes for grov vold, oplyser anklageren.

Politiet fik anmeldelsen om, at en mand var blevet stukket med kniv og slået i hovedet i lejligheden klokken 21.32. Herefter blev det 43-årige offer kørt til behandling for sine skader på sygehuset i Slagelse, hvor han fortsat er indlagt.

Umiddelbart efter blev de to mænd og kvinden anholdt.

De vil blive fremstillet i grundlovsforhør onsdag klokken 13 i Retten i Næstved med krav om varetægtsfængsling.

Anklageren vil kræve lukkede døre. Imødekommer dommeren ønsket, vil de sigtedes forklaringer blive hemmeligholdt.

I sagen fremstilles en fjerde person også i grundlovsforhør i Næstved. Det foregår klokken 11 og handler om et våben.

Anklageren vil dog ikke fortælle nærmere om, hvad det handler om forud for retsmødet, men grundlovsforhøret har altså relation til knivstikkeriet.

/ritzau/