46 taget i fartkontroller: Kørte 134 km/t i 90-zone

Arkivfoto: Rigspolitiet

Politiets fotovogne var torsdag ude to steder på Lolland-Falster. Det kommer nu til at koste for 46 bilister.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det gik lidt for stærkt for 41 bilister, da en af politiets fotovogne torsdag morgen og formiddag var ude for at kontrollere farten ved Guldborgsundtunnellen på Sydmotorvejen.

Fartgrænsen på strækningen er 90 kilometer i timen, men det var der altså 41, der ikke overholdt, mens fotovognen holdt på stedet fra klokken 06.05 til 12.05. Fire af dem havde så meget fart på, at det også koster et klip i kørekortet. Højest målte hastighed var 134 kilometer i timen.

Torsdag aften mellem klokken 20.14 og 22.14 var en fotovogn også en tur på Maribovej ved Nakskov - formentlig i Halsted.

Her blev fem taget i at overskride fartgrænsen på 50 kilometer i timen, og to af dem kan se frem til et klip i kørekortet. Højest målte hastighed var 69 kilometer i timen, fremgår det af politiets døgnrapport.

Derudover var der også en fartkontrol på Spodsbjergvej ved Harpelunde i de tidlige aftentimer, men her holdt alle sig på den rigtige side af fartgrænsen.