47-årig er ny politiboss i København
Afløseren for Johan Reimann som politidirektør i København bliver Thorkild Fogde.
Den 47-årige jurist kommer fra en stilling i Rigspolitiet, hvor han har arbejdet siden slutningen af 2011.
Tidligere har Thorkild Fogde været politidirektør i Nordsjælland.
Og før da har han gjort karriere i Justitsministeriet, hvor han blev afdelingschef.
Ministeriet har tidligere oplyst til Ritzau, at der var fire ansøgere til den prestigefyldte post.
Stillingen er blevet ledig, fordi Johan Reimann er blevet udnævnt til direktør i Kriminalforsorgen.
I København bliver Fogde chef for cirka 2900 ansatte, og budgettet er på næsten halvanden milliard kroner.
I Rigspolitiet har han blandt andet stået i spidsen for at gennemføre en række besparelser, blandt andet når det gælder antallet af motorcykler og politihunde.
Privat bor han i Dragør med sin familie, oplyser Justitsministeriet i en pressemeddelelse.
I jobopslaget er der blevet efterlyst en person med en lang række kvalifikationer. Blandt dem er "særdeles gode evner for intern og ekstern kommunikation."
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde