48-årig dansker meldes omkommet i Filippinerne

En 48-årig dansk turist er fundet død i en ferielejlighed i Filippinerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det skriver det lokale medie Inquierer.net.

Danskeren blev onsdag morgen fundet død på en sofa i en ferielejlighed, han havde lejet i landsbyen Barreto, siger filippinsk politi ifølge hjemmesiden.

Udenrigsministeriets Borgerservice kan endnu ikke bekræfte dødsfaldet.

- Vi er i kontakt med det danske konsulat i Manila (hovedstaden i Filippinerne, red.). Vi ved ikke noget, men de undersøger sagen, oplyser ministeriet til Ritzau.

Det var administratoren af lejlighedskomplekset, der fandt danskeren, siger politiet.

Han fortæller, at den 48-årige dansker tirsdag havde beklaget sig over mavesmerter og dehydrering, men manden havde afvist at blive bragt til hospitalet, da han ikke havde penge til at betale sine regninger.

Mario Cortez, en lokal betjent i Barreto, siger, at den danske mand ankom til Filippinerne i november sidste år for at holde ferie.

Det var meningen, at han skulle have forladt landet 28. februar.

Politiet siger, at indledende efterforskning viser, at danskeren kan have lidt en naturlig død og tilføjer, at der ikke er fundet tegn på noget kriminelt.

/ritzau/