48 skydevåben afsløret hos samler i Ringsted
Et stort antal skydevåben er blevet afsløret under politiets ransagning hos en midtsjællandsk mand.
I alt fandt betjentene tirsdag eftermiddag 48 skydevåben - som dog alle er af ældre dato.
Men sagen er ifølge politiet så alvorlig, at den 51-årige mand fra Ringsted bør sendes direkte i arresten.
En dommer i Roskilde har onsdag eftermiddag efterkommet ønsket. Foreløbig er manden blevet fængslet i fire uger, oplyser anklageren.
Af hensyn til efterforskningen krævede hun lukkede døre ved retsmødet, og derfor kan hun ikke oplyse nærmere.
Hos manden lå der cirka 16.000 stykker ammunition, sortkrudt og et par håndgranater uden detonatorer, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Den 51-årige har ikke nogen forbindelse til rocker- eller bandemiljøer, understreger politiet. Men det var en af politiets specialgrupper, Task Force Øst, der havde fået et tip og derefter reagerede.
På adressen i Ringsted lå der 20 pistoler, to revolvere, fem haglgeværer, 20 rifler samt et maskingevær.
Den 51-årige har ikke de fornødne tilladelser til at besidde de mange våben, og han sigtes for at have overtrådt straffelovens bestemmelse om skydevåben.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker