49-årig erkender håndtering af over 50 millioner kroner i narkosag
49-årig mand sidder mandag på anklagebænken ved Københavns Byret. Han er tiltalt for overdragelse af kokain og hash samt hvidvaskning. (Arkivfoto). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Mand erkender håndtering af tocifret millionbeløb, men nægter, at han vidste noget om køb og salg af narko.
Fra april 2020 til marts 2021 har en 49-årig mand ifølge anklagemyndigheden illegalt fragtet 30 kilo kokain og knap to ton hash til Danmark via blandt andet Marokko.
Samtidig har manden i forbindelse med indsmuglingerne, der er delt op i ti forskellige forhold i sagens anklageskrift, modtaget over 58 millioner kroner som indtægt for salg af stofferne, mens han har overført over 61 millioner til udlandet i leverandørbetaling.
Mandag sidder den 49-årige på anklagebænken ved Københavns Byret, hvor han over seks retsdage skal forsøge at forsvare sig mod anklagerne om overdragelse af euforiserende stoffer og hvidvaskning.
Ifølge tiltaltes forsvarsadvokat erkender han, at han har stået for håndteringen af pengeoverførslerne, og at han vidste, at en del af pengene stammede fra kriminelle handlinger.
Men han har aldrig været med til at aftale noget om køb og salg af narkotika, lyder det.
Anklagemyndigheden mener, at leverancerne og betalingerne er foregået i samarbejde med tiltaltes 44-årige lillebror, der tidligere er idømt 11 års fængsel for sin ledende rolle i sagen.
Sagens første to forhold i anklageskriftet udspringer af politiets efterforskning kaldet Operation Hugin.
Her er korrespondancer fra den krypteret kommunikationstjeneste EncroChat indgået som bevismateriale i sager, der tidligere har resulteret i lange fængselsstraffe til flere personer.
De resterende otte forhold er kommet til, efter at danske myndigheder med hjælp fra Frankrig og Holland har fået indsigt i korrespondancer på tjenesten Sky ECC.
Tiltalte har ikke selv håndteret narkoen, men haft en afgørende rolle i organisationen, som hans lillebror har stået i spidsen for, lyder det fra sagens to anklagere fra NSK.
Det er således anklagernes påstand, at hans lillebror under navnet Blondmask dagligt har kommunikeret med tiltaltes profil Moneydriver på EncroChat og senere har skrevet sammen via andre profiler på Sky ECC.
Tiltalte erkender, at han har benyttet sig af profiler på begge kommunikationstjenester.
Alene under sagens første to forhold er der syv gange blevet overført beløb på mellem 50.000 og 200.000 euro til en ukendt hollandsk leverandør, lyder det i anklageskriftet.
Forsvarsadvokaten rådgav den 49-årige til ikke at afgive forklaring under mandagens retsmøde, idet advokaten ikke har haft mulighed for at gennemgå nyt materiale, som anklagemyndigheden har trukket ind i sagen.
Tiltaltes forklaring vil således sandsynligvis finde sted under næste retsmøde 23. oktober. Sagen strækker sig frem til 9. januar 2024.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub