49-årig idømt fængsel for fysisk og psykisk vold mod ekskærester
Retten i Roskilde har besluttet at straffe mand fra Hvidovre med fængsel i to et halvt år. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Retten i Roskilde fandt sidste år mand fra Hvidovre skyldig i vold mod ekskærester. Onsdag fik han sin straf.
Retten i Roskilde har idømt en 49-årig mand fra Hvidovre en fængselsstraf på to et halvt år for fysisk og psykisk vold mod to ekskærester.
Det oplyser specialanklager Rune Rydik.
I november fandt retten manden skyldig i 9 af sagens 21 anklagepunkter, som blandt andet omhandler vold mod kvinderne, der er fra henholdsvis Randers og Køge.
Mandens straf udmåles mere end fem måneder efter, at han blev fundet skyldig, da han først skulle mentalundersøges.
- Mentalerklæringen giver ikke anledning til noget. Man er egnet til almindelig straf, sagde anklageren under retsmødet.
Han krævede manden idømt ikke under tre år og tre måneders fængsel.
Det begrundede han blandt andet med, at ofrene angiveligt er blevet psykisk nedbrudt af mandens gerninger.
Da anklageren uddybede, lød der fnys fra tilhørerrækkerne, hvor den dømte mands familie havde indfundet sig.
- Hold kæft man, kunne man høre en ældre kvinde sige lavt fra stolerækkerne med en tydelig utilfredshed i stemmen.
Retten besluttede at give manden en lavere dom end anklagerens påstand og begrundede det med, at sagen er trukket ud.
Manden var tiltalt for voldtægt af begge ekskærester, men blev kun fundet skyldig i én voldtægt begået mod kvinden fra Randers, som han først var kærester med.
Hende er han i to tilfælde skyldig i at have udsat for vold.
I det ene tilfælde trak han hende i håret, så hun slog hovedet ned i gulvet. En anden gang skubbede han hende, så hun faldt bagover, trak hende i benene, gav hende et knæ i maven, tog kvælertag og skubbede hende ind mod en væg.
Hun blev også udsat for psykisk vold gennem cirka et halvt år i 2021. Ifølge anklageskriftet kontrollerede han blandt andet hendes telefon og bestemte, hvem hun måtte have social kontakt med.
Retten fandt ham ligeledes skyldig i psykisk vold mod den anden ekskæreste fra Køge. Det foregik ifølge tiltalen fra marts til december 2022.
Det skete på samme måde ved, at han blandt andet bestemte, hvilke venner hun måtte have.
Den anden ekskæreste er han i et tilfælde skyldig i at have udsat for vold.
Ifølge anklageskriftet skete det ved, at han ad to omgange kastede vin i hovedet på hende og skubbede hende, så hun faldt ned på gulvet.
Han blev desuden fundet skyldig i - uden hendes samtykke - at have fotograferet hende, mens hun var nøgen. Den anden kvinde filmede han ligeledes, ligesom han delte intime billeder af hende.
Mens der altså dømmes i en række forhold, frifindes manden for flere anklager.
Det drejer sig blandt andet om flere forhold af voldtægt og vold. Desuden frifindes han for trusler, stalking, hærværk og brud på tilhold.
Den 49-årige ankede på stedet, fortæller anklageren.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker