49-årig mand død efter gaseksplosion i Middelfart
Fyns Politi oplyser, at en 49-årig mand, der torsdag kom til skade i en arbejdsulykke, er afgået ved døden. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Arbejdstilsynet undersøger en arbejdsulykke, der skete torsdag. En 49-årig mand er afgået ved døden.
En 49-årig mand er afgået ved døden efter en arbejdsulykke, der skete torsdag lidt efter middag på Korsholm Alle i Middelfart.
Det oplyser vagtchef Kenneth Taanquist fra Fyns Politi, skriver Fyens Stiftstidende.
Den 49-årige kom til skade, da der skete en gaseksplosion i forbindelse med noget svejsearbejde på en fjernvarmeledning. Det fortalte politiets vagtchef torsdag eftermiddag.
- Tæt op ad fjernvarmerøret ligger der en gasledning af plastik. Og det, vi regner med, er sket, er at gnister og varme fra svejsningen har brændt hul på plastikken. Og derved er der opstået en gaseksplosion, sagde vagtchef Steen Nyland til Ritzau.
Manden blev i første omgang kørt til behandling på Rigshospitalet, men her stod hans liv altså ikke til at redde.
De pårørende er blevet underrettet.
Myndighederne kæmpede længe med branden, der var meget svær at slukke. Efter en god times tid slukkede man for gassen i røret, så branden gik ud af sig selv, oplyste politiet torsdag.
Ifølge Fyens Stiftstidende undersøger Arbejdstilsynet ulykken.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker