49-årig mand fængslet for dødsvold mod kvinde i Esbjerg
Retten i Esbjerg har fredag varetægtsfængslet en 49-årig mand, som mistænkes for grov vold med døden til følge mod en 39-årig kvinde. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix
Politiet oplyser, at en 49-årig mand fortsat er sigtet for grov vold med døden til følge mod kvinde i Esbjerg.
Da en 49-årig mand tirsdag blev stillet for en dommer og sigtet for dødsvold mod en 39-årig kvinde, var der kun grundlag for at opretholde anholdelsen i tre døgn.
Siden har politiet dog efterforsket dødsfaldet yderligere, og fredag blev den sigtede på ny fremstillet i Retten i Esbjerg.
Og her fandt dommeren grundlag for at varetægtsfængsle ham.
Foreløbig løber fængslingen frem til onsdag før påske, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
I retsmødet fredag fremlagde anklageren de foreløbige resultater af politiets efterforskning, oplyser politiet. Hvilke beviser der er tale om, kan politiet dog ikke sige, da retsmødet er omfattet af lukkede døre.
Manden er stadig sigtet for grov vold med døden til følge.
Politiet uddyber ikke sigtelsen nærmere.
JydskeVestkysten, der var til stede i retten tirsdag, skrev, at politiets foreløbige efterforskning pegede på, at manden med et eller flere stik med en kanyle skulle have injiceret et ukendt stof ind i kvinde, hvilket førte til hendes død.
Det skal være sket i en lejlighed på Skrænten i Esbjerg.
Her blev kvinden mandag fundet død, og samme dag blev den 49-årige anholdt.
De to personer kendte hinanden.
Manden er ifølge JydskeVestkysten hollænder, men bor i Esbjerg. Han nægter sig skyldig i sigtelsen.
Fredagens retsmøde begyndte klokken 10 i Retten i Esbjerg.
Anklageren anmodede om, at fredagens grundlovsforhør - ligesom tirsdagens retsmøde - blev afholdt for lukkede døre.
Dommeren fulgte anmodningen, og ligesom beviserne hemmeligholdes, vides det heller ikke, hvad den 49-årige mand eventuelt har forklaret.
Han nægter sig skyldig og har kæret kendelsen om fængsling til landsretten.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde