50-årig mand tiltalt for vold mod borgere i landsby
En 50-årig mand fra Bonnet har ifølge politiet begået flere overfald i perioden juni 2018 til december 2019. (Arkivfoto) Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Bonnet nær Lemvig har været ramt af flere tilfælde af vold. En beboer i landsbyen er tiltalt for overfaldene.
Anklagemyndigheden ved Midt -og Vestjyllands Politi har rejst tiltale mod en 50-årig mand fra Bonnet sydvest for Lemvig.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Manden er tiltalt for flere hændelser, som omhandler vold og legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter.
Manden har ifølge anklageskriftet også begået hærværk og flere gange brudt det forbud, han har haft mod at kontakte en 40-årig kvinde.
B.T. har tidligere beskrevet, hvordan borgere i Bonnet angiveligt blev udsat for vold begået af den 50-årige mand, der nu er tiltalt.
Manden har i byen fået kaldenavnet "jernstangen". Han har givet flere trusler om tæsk med alt fra et baseballbat til en motorcykelhjelm, har borgere i byen fortalt til B.T.
Derudover har den 50-årige mand ifølge B.T.'s oplysninger slået ud mod en person, kastet jernstænger mod en anden og overfaldet to personer.
Der er tale om i alt ni forhold i sagen. Anklagemyndigheden vil nedlægge påstand om dom til behandling på psykiatrisk afdeling.
Sagen vil blive behandlet ved retten i Holstebro den 24. februar 2020.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker