51-årig fundet dræbt på sin bopæl i Herning
38-årige Sam Alimalayeri efterlyses af politiet efter drabet på en 51-årig mand i Herning. Foto: Hand Out/Ritzau Scanpix
Hand Out/Ritzau Scanpix
Politiet efterlyser en navngiven 38-årig mand i forbindelse med drab og advarer mod at kontakte ham.
En 51-årig mand er tirsdag fundet dræbt i sit rækkehus i Lupinens Kvarter i Herning.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Kort før klokken 09.00 tirsdag morgen fik politiet en henvendelse fra en af den 51-åriges bekendte, der var bekymret, fordi han ikke kunne komme i kontakt med ham.
Da politifolkene nåede frem til adressen, fandt de manden død i rækkehuset. Politiet spærrede området omkring huset og flere andre områder i nærheden.
Tirsdag formiddag oplyste politiet på Twitter, at man behandlede sagen som et mistænkeligt dødsfald.
Dagen igennem har politiet været tavst om sagen, men tirsdag aften blev der udsendt en pressemeddelelse.
- Omstændighederne omkring liget gør, at politiet formoder, der er tale om et drab og efterlyser nu en 38-årig mand, der sættes i forbindelse med drabet, lyder det i pressemeddelelsen.
Af hensyn til efterforskningen vil politiet ikke fortælle mere om dødsfaldet, eller hvorfor man mener, at der er tale om drab.
Den efterlyste hedder Sam Alimalayeri. Han beskrives som 157 centimeter høj, almindelig af bygning og med kort mørkt hår.
Ifølge politiet er han formentlig er iført sort- eller blåstribet sommerhat, mørkeblå jakke, grønne bukser, sorte Nike-sko. Han har formentlig skægstubbe, og håret stikker ud under hatten.
Politiet kan tirsdag aften ikke komme nærmere ind på hans rolle i dødsfaldet.
Man advarer dog folk mod at tage kontakt til ham. I stedet skal man ringe til politiet, hvis man ser ham, eller ved hvor han er.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde