52-ÅRIG KVINDE DØMT FOR AT TRUE RUMÆNER

Arkivfoto: Claus Hansen

"You lie, you die", skrev kvinde i sms til rumænsk mand. Det koster hende en betinget fængselsdom.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND: En 52-årig kvinde er ved Retten i Nykøbing blevet dømt for at have fremsat trusler mod en rumænsk mand. De bor på den samme vej i den samme lille landsby, og en dag i sommeren 2021 var han dukket op ved hendes hus for et bede om hjælp.

Kvinden nægtede sig skyldig og fortalte i retten, at han var kommet og havde tilbudt at lave sort arbejde for hende. Det sagde hun nej til, men hun fik hans telefonnummer, og hjalp ham også med lidt mad - han fortalte nemlig, at han og hans kæreste ikke havde nogen penge.

Manden kom igen og fik også nogle panodiler, da hans kæeste havde tandpine. Men da han blev ved med at komme, blev hun træt af ham. På fjerdedagen fortalte han, at han havde en bror i København, som han kunne køre til og få penge af - han manglede bare penge til benzin. Hun lånte ham derfor 200 kroner, men opdagede senere, at en dunk med benzin til græsslåmaskinen var væk.

Ud af en sammenhæng

Han kom heller ikke tilbage med de 200 kroner, og så var det, at hun sendte ham nogle sms'er. "I can brake you down here", skrev hun i en sms. I retten forklarede hun, at hun ville kunne fortælle de andre i den lille by om ham, så han ingen fremtid havde der. Og omvendt ville hun også kunne hjælpe ham ved at anbefale ham til andre.

"You lie, you die", skrev hun i en anden, og det havde skræmt rumæneren og hans kæreste i en grad, så de gik til politiet. Men sms'en var ikke sendt for at true ham, forklarede hun. I stedet var det en henvisning til, at han havde fortalt hende, at han er katolik, og at han ville falde død om, hvis han løj.

Kvinden fortalte også, at sms'erne var taget ud af en sammenhæng, og at hun havde været nervøs ved, at han kom hele tiden. I telefonen havde han også, hævdede hun, sagt til hende, at hun skulle passe på med, hvordan hun opførte sig, når hun bor helt alene.

Modtog dommen

Rumæneren fortalte, at han ikke vidste, hvorfor han havde fået sms'erne - de var kommet ud af det blå. Han fortalte også, at han havde hjulpet kvinden på forskellig vis. Han har bil og hjalp med at køre hende og med at hente varer til hende. Han afviste også, at hun skulle have lånt ham penge, og at han havde stjålet benzin.

Retten hæftede sig ved, at kvinden havde erkendt at have sendt sms'erne, og retten vurderede, at de var så truende, at de var omfattet af straffelovens bestemmelser om trusler. Kvinden blev derfor fundet skyldig og idømt 20 dages betinget fængsel med en prøvetid på et år. Derudover skal hun betale sagens omkostninger.

Kvinden har valgt at modtage dommen.