53-årig kvinde er død i brand på plejehjem

Nordsjællands Politi fortæller, at en beboer på et plejehjem i Frederikssund er død.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 53-årig kvinde på et plejehjem i Frederikssund har tirsdag aften mistet livet i forbindelse med en brand, oplyser politiet.

Vagtchef Martin Bakke oplyser, at der er tale om omsorgscentret Tolleruphøj. Det ligger i udkanten af Frederikssund.

Branden på anmeldt lidt før klokken 21. Der var ild i en stue. Og i forbindelse med indsatsen blev plejehjemmet evakueret.

Brandvæsenet fik hurtigt slukket ilden, og ingen andre kom noget til, oplyser Nordsjællands Politi. Branden var udelukkende på kvindens stue.

Martin Bakke kan tirsdag aften ikke oplyse, hvad årsagen er til branden. Det skal nu undersøges.

Kvindens pårørende er underrettet.