54-årig mand får fem års fængsel for hjemmelavet bombe

En 54-årig mand er ved Retten i Næstved torsdag blevet idømt fem års fængsel blandt andet for at have en hjemmelavet bombe i sit hjem og for et overfald af særlig farlig karakter. To andre mænd er også dømt i sagen. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Tre mænd er ved Retten i Næstved idømt henholdsvis fem år, et år og seks måneder fængsel og behandlingsdom.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 54-årig mand havde blandt andet en hjemmelavet bombe med overklippede søm og skruer i sit hjem i Næstved, ligesom politiet fandt en strømpistol, en håndgranat uden sprængstof og detonator og flere slagvåben.

Han er torsdag blevet idømt fem års fængsel af et flertal af nævningetinget ved Retten i Næstved.

Det oplyser specialanklager Lotte Nielsen til Ritzau.

Manden er desuden dømt for - sammen med en 31-årig mand - at have overfaldet en midaldrende mand på en adresse i Næstved tilbage i april 2023.

Her blev manden, der er 44 år, blandt andet stukket i hovedet, i hænderne og i benet med en kniv og efterfølgende sparket og trampet på af de to mænd.

Ligeledes blev han slået i hovedet med en bidetang og med knyttede hænder.

Den 31-årige blev ved Retten i Næstved idømt et år og seks måneders fængsel. Den 44-årige mand er også dømt i sagen - blandt andet for at have været i besiddelse af et haglgevær og for indbrud.

Han er ligeledes dømt for at have transporteret haglgeværet i en bil.

Han fik ifølge Lotte Nielsen en behandlingsdom. Hun oplyser desuden, at de tre mænd er bekendte, men at de ikke har en familiær relation.

Den 31-årige mand blev ved retten også fundet skyldig i at være i besiddelse af en kniv og et luftgevær og i en række indbrudstyverier. Det skriver Retten i Næstved i en pressemeddelelse.

Den 54-årige mand blev desuden fundet skyldig i på andre tidspunkter at have udøvet vold og fremsat trusler. Blandt andet ved at true den 31-årige mand ved at holde en pistol mod hans hoved.

Den 54-årige udbedte sig betænkningstid i forhold til anke, derfor er han ifølge Lotte Nielsen fortsat omfattet af navneforbud.

De to andre mænd modtog dommen.

/ritzau/