55-årig mand dømt for dødsvold mod sin mor
I sommer blev en 75-årig kvinde tævet ihjel. Nu er hendes søn dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling.
Tidligt om morgenen den 30. juli sidste år fik alarmcentralen et opkald om, at en 75-årig kvinde havde slået hovedet ved et muligt fald på en adresse i Brønderslev.
Det viste sig dog, at kvinden ikke var faldet, men var blevet udsat for omfattende vold, og onsdag er hendes 55-årige søn ved Retten Hjørring blevet dømt for at have forårsaget hendes død.
Manden var tiltalt for drab, men han blev dømt for vold med døden til følge.
Da han er psykisk syg, blev han dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid, skriver Nordjyske og TV2 Nord.
Af sagens anklageskrift fremgår det, at sønnen om natten udsatte moren for talrige slag, spark, stød mod knæ samt tramp eller lignende mod hendes hoved og krop. Han kvalte hende også ved at presse hende mod halsen.
Volden gav hende omfattende skader, blandt andet flere bækkenbrud og blodansamling i hjernen.
Den 55-årige var ikke til stede under onsdagens retsmøde. En ledende overlæge fra den psykiatriske afdeling, hvor han har siddet varetægtsfængslet, forklarede, at et fremmøde i retten ville forværre hans tilstand, skriver nordjyske.dk.
Manden er frakendt retten til at arve sin mor og dømt til at betale 100.000 kroner i erstatning til sin far og 75.000 kroner til hver af sine søskende.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker