55-årig mand fra Brønderslev kræves anbragt for drab på mor
Retten i Hjørring skal afgøre sag mod en 55-årig mand, der er anklaget for at have dræbt sin 75-årige mor 30. juli sidste år i Brønderslev. Det er endnu uvist, hvornår sagen begynder i retten. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
En mand er tiltalt for at have dræbt sin 75-årige mor i Brønderslev. Han kræves anbragt i psykiatrien.
Tidligt om morgenen 30. juli sidste år fik alarmcentralen et opkald om, at en 75-årig kvinde havde slået hovedet ved et muligt fald på en adresse i Brønderslev.
Der var dog ikke tale om en ulykke, mener anklagemyndigheden, der nu har tiltalt kvindens 55-årige søn for drab. Det var i sønnens hjem i Brønderslev, at moren fik skaderne, som kostede hende livet samme morgen.
Af sagens anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i, fremgår det, at sønnen om natten udsatte moren for talrige slag, spark, stød mod knæ samt tramp eller lignende mod hendes hoved og krop.
Han kvalte hende også ved at presse hende mod halsen.
Ekstra Bladet skrev efter dødsfaldet, at sønnen ringede til en pårørende for at fortælle, at moren var faldet. Derefter ringede den pårørende 112.
Den 55-årige mand blev samme dag anholdt og fremstillet i retten, hvor han nægtede sig skyldig. Dommeren varetægtsfængslede ham på en psykiatrisk afdeling.
Ifølge anklagemyndigheden er manden ikke egnet til en almindelig fængselsstraf. Den vil i stedet have ham anbragt på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid.
Desuden vil anklagemyndigheden fratage manden retten til at arve moren.
Retssagen skal for Retten i Hjørring, men den er endnu ikke blevet berammet.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet