55 brandmænd nedkæmper kraftig skolebrand
Københavns Brandvæsen måtte køre en række køretøjer ud af garagerne mandag aften, da en kraftig brand raserede Sydhavn Skole i hovedstaden.
Skolen ligger på Teglholmsgade og er ved at blive bygget, og derfor var der ingen personer i bygningen. Men flammerne sendte slukningsmandskabet på overarbejde og forårsagede store materielle skader.
- Vi har været 55 mennesker herude, da det har været på sit højeste, fortæller indsatsleder Bo Skov fra Københavns Brandvæsen til Ritzau.
Brandmændene kæmpede med flammerne i omkring to timer, før ilden kom under kontrol.
- Det var en underlig brand, fordi det er en rå betonbygning, hvor det hele er delvist monteret. Så det hele står åbent, og branden breder sig derfor let. Væggene er ikke færdige, og dørene er ikke sat i endnu, forklarer Bo Skov.
- Bygningen er meget røg- og sodskadet. Det er omfattende skader, det er der ingen tvivl om, tilføjer han.
Indsatslederen vurderer, at ilden har fået fat fire steder i skolebygningen. Men brandårsagen er endnu uklar.
Varmen fik en gasflaske til at eksplodere på stedet, dog uden alvorlige skader til følge.
- Når man skal montere tagpap, så varmer man det på med en gasbrænder. Det var sådan nogle gasflasker, der sprang i luften på grund af varmen.
- Der røg i hvert fald en enkelt, og det var nok til, at alle opdagede det. Det var rimelig voldsomt, fortæller Bo Skov.
Ilden udviklede en del sort røg, som drev ind over København, men røgen var ikke til fare for beboerne i området.
- Der er noget flamingoskum, som brænder meget voldsomt med meget sort røg, fortæller indsatslederen.
Selvom flammerne er under kontrol, regner flere brandmænd med at skulle beholde arbejdstøjet på store dele af natten til tirsdag.
- Vi har et hold derude hele natten, så vi sikrer, at ilden ikke blusser op igen. Men selve det vilde og voldsomme er overstået, fortæller Bo Skov.
Det er meningen, at skolen skal åbne i starten af 2013 med over 800 elever fra 0.- 9. klasse.
Københavns Politi vil i løbet af tirsdagen undersøge skolen for at finde årsagen til branden.
- Når det bliver lyst, så kører vi vores egen brandafdeling ud og laver en egentlig gerningsstedsundersøgelse, og så bliver vi klogere på, hvad der egentlig er sket, siger vagtchef John Hansen fra Københavns Politi.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker