55 taget i fartkontroller

Foto: Foto©Jan Knudsen

Færdselspolitiet var til stede flere steder på de lokale veje i løbet af weekenden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ikke færre end 55 trafikanter kan se frem til en hilsen fra politiet efter, at færdselspolitiet i weekenden var ude med fotovogn og laserudstyr for at kontrollere farten blandt trafikanterne på de lokale veje.

Den første kontrol fandt sted på Gåbensevej i Nørre Alslev fredag fra klokken 16.00-17.30. Her blev tre bilister vinket ind til siden efter, at de med laserudstyr var blevet målt til at køre hurtigere end de maksimalt tilladte 50 km/t. på strækningen. Alle tre havde så meget fart på, at de udover en bøde også står til et klip i kørekortet. Højest målte hastighed var 77 km/t.

Omtrent samtidig, fredag fra klokken 16.34-19.00, var en af politiets fotovogne på plads på Fuglsangvej ved Kettinge, hvor fartgrænsen er 70 km/t. Det var der 12, der ikke overholdt. Her var højest målte hastighed 87 km/t.

Lørdag var politiet så en tur i Nakskov med fotovognen. Her holdt man sidst på eftermiddagen på Tårsvej og kunne konstatere, at 25 bilister kørte hurtigere end de højest tilladte 50 km/t. Fire af disse står til et klip i kørekortet. Højest målte hastighed var 78 km/t.

Den fjerde og sidste kontrol fandt sted på Højrebyvej ved Tjennemarke søndag fra klokken 16.16-20.18. Her er fartgrænsen 80 km/t. Det var der 15, der ikke overholdt, og en enkelt af disse kan udover en bøde se frem til en betinget frakendelse af kørekortet. Den pågældende bragede forbi fotovognen med 142 km/t, fremgår det af politiets døgnrapport.

Her kan man også læse, at politiet i løbet af weekenden har anholdt fem spritbilister - tre fredag i Nakskov, en i fredags i Nykøbing og en natten til søndag i Søllested.