57-årig englænder død efter knivstikkeri på Christiania
Københavns Politi fik sent lørdag aften en anmeldelse om et knivstikkeri på Christiania. Offeret er siden afgået ved døden. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Politiet leder efter en gerningsmand til et knivstikkeri, hvor en mand er afgået ved døden.
En 57-årig mand er død efter et knivstikkeri på Christiania lørdag aften.
Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Manden er britisk statsborger, men har boet i Danmark siden midt 1980'erne, fortæller politiet.
Knivstikkeriet fandt sted lørdag aften klokken 22.48 ved Løvehuset på Christiania.
Søndag morgen fortalte vagtchef Thomas Hjermind fra Københavns Politi, at knivstikkeriet skete i nærheden af Café Månefiskeren. Men ifølge Thomas Hjermind var det ikke inde på caféen.
- Det er sket på Mælkevejen mellem Multimediehuset og Løvehuset, sagde han.
Politiet søger efter gerningsmanden, som beskrives som en mand på cirka 45 år, 175-180 centimeter høj, østeuropæisk af udseende, kraftig/tyk/stærk af bygning, mørkt/kraftigt og usoigneret fuldskæg.
Han var iført mørkt slidt tøj, lignede en hjemløs og talte engelsk med østeuropæisk accent. Desuden lugtede han ifølge politiet af spiritus.
Manden er set ved gerningsstedet ved Løvehuset på Christiania. Herfra løb han ind på Christiania mod Månefiskeren og videre i ukendt retning.
Brian Belling, der er leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi, fortæller søndag eftermiddag, at politiet efterforsker sagen ved blandt andet at afhøre personer.
- Vi er fortsat i gang med forhør og forsøger at tale med folk, siger han.
Han oplyser, at den 57-årige mand blev stukket flere gange med kniv. Manden blev erklæret død, efter han kom på hospitalet.
Politiet opfordrer vidner, der kan have set gerningsmanden før eller efter knivstikket, til at kontakte politiet. Har man oplysninger, kan politiet kontaktes på telefon 114.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker