57-årig fængslet for at læsse kartofler af på Storebæltsbroen
En 57-årig lastbilchauffør har erkendt, at det var en bevidst handling, da han læssede kartofler af på Storebæltsbroen torsdag. Chaufførens forsvarer kalder samtidig sagen for politisk. Foto: Presse-Fotos.dk/Ritzau Scanpix
Presse-Fotos.dk/Ritzau Scanpix
Ifølge TV 2 erkendte 57-årig chauffør, at det var en bevidst handling at læsse kartofler af på Storebælt.
En 57-årig chauffør, der er sigtet for at have læsset kartofler af på Storebæltsbroen, er torsdag aften blevet varetægtsfængslet i 14 dage.
Det fortæller Frederik Hald, der har været anklager ved grundlovsforhøret ved Retten i Svendborg.
Han vil ikke komme nærmere ind på, præcis hvad der er blevet fremlagt af beviser mod den 57-årige, eller hvem politiet mistænker for at være medgerningsmænd.
Ifølge TV 2 erkendte den 57-årige, at der var tale om en bevidst handling. Hans forsvarer skulle have kaldt sagen for politisk.
Chaufføren ønskede, at grundlovsforhøret skulle overværes af pressen.
Anklagemyndigheden bad dog om lukkede døre. Det valgte dommeren at følge.
Inden dommeren lukkede døren kom det frem, at den 57-årige er sigtet for "at have forvoldt nærliggende fare for medtrafikanter ved at aflæsse en betydelig mængde kartofler på motorvejen på lavbroen og på motorvejen ved Kolding".
Dette skulle ifølge politiet være sket i forening med endnu ukendte gerningsmænd.
Hændelserne med kartoflerne sker samme dag, som Folketinget har vedtaget et lovforslag, der per 1. januar 2025 pålægger lastbiler en kilometerafgift.
Afgiften kommer til at ligge på omkring 1 krone og 30 øre per kørt kilometer. Den varierer dog alt efter lastbilernes CO2-udledning. De mere klima- og miljøvenlige lastbiler skal betale mindst.
Forud for vedtagelsen af loven har vognmænd demonstreret ved blandt andet at blokere veje og afkørsler. Det har dog ikke noget med dem at gøre, fortalte Jacob Forman, der er talsperson for de utilfredse vognmænd, tidligere torsdag.
- Det har ikke noget med os at gøre. Det er ikke den måde, vi arbejder på, og det kommer vi til at tage afstand fra, lød det.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde