57-årig mand anholdt i antiterroraktion i Rotterdam

Fire personer er anholdt i en antiterroraktion, der ifølge tysk politi havde til mål at angribe i Europa.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 57-årig mand er blevet anholdt i Rotterdam i forbindelse med en sag, hvor også tre personer er blevet anholdt i Berlin.

Det fortæller den tyske statsanklager ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge statsadvokaten skal de anholdte have planlagt at bruge våben til at ramme jødiske mål i Europa.

Ifølge den tyske justitsminister, Marco Buschmann, har der de seneste uger været en stigning af angreb på jøder i jødiske institutioner.

- Vi skal derfor gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at jøder i vores land ikke skal frygte for deres sikkerhed igen, siger han.

Tidligere på dagen forlød det, at den 57-årige var anholdt i en dansk-tysk antiterroraktion, men det er ikke tilfældet, skriver PET i en mail til Ritzau. Den mand, der er anholdt i Holland i den danske sag, er ikke den 57-årige.

- Den person, der nævnes i pressen, som en 57-årig mand, der er anholdt i Holland, har ingen relation til den danske sag, og er ikke identisk med den tidligere omtalte person anholdt i Holland i den danske sag, lyder det.

Fra PET lyder det videre, at der "ikke er nogen direkte sammenhæng mellem de terroranholdelser, der er foretaget i Danmark og den sag, der omtales vedrørende Hamas-tilknyttede personer anholdt i Tyskland".

Reuters skriver, at den anholdte i Holland er hollandsk, mens de tre anholdte i Tyskland er fra Libanon og Egypten.

Ifølge samme nyhedsbureau har de alle været medlemmer af Hamas længe og have tilknytning til lederne af gruppens militære gren.

Klokken 13 torsdag kom det frem, at dansk politi har anholdt tre personer og sigtet dem for straffelovens bestemmelse om terror.

De tre personer vil blive fremstillet i grundlovsforhør senere på dagen, torsdag. Mindst en af de anholdte personer vil blive fremstillet ved Retten på Frederiksberg.

Ved pressemødet ville chefpolitiinspektør og operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste, PET, Flemming Drejer, ikke sige noget om mål og motiv, men sagde at "der er tråde til bandemiljøet".

Det skal blandt andet være den forbudte bande Loyal To Familia (LTF). Desuden lød det, at politiet "er opmærksomme på jødiske lokaliteter".

Terrortruslen mod Danmark har ikke ændret sig på baggrund af sagen torsdag.

/ritzau/