57-årig mand fængslet for stalking: Skrev 350 opslag om eks
Retten i Aarhus varetægtsfængsler en 57-årig mand i foreløbigt fire uger i en stalkingsag. (Arkivfoto). Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
En 57-årig mand skrev over 350 opslag og kommentarer om sin ekskone. Han sigtes for stalking og fængsles.
En dommer i Retten i Aarhus har onsdag besluttet, at en 57-årig mand skal bag tremmer i en sag, hvor han er sigtet for at stalke sin ekskone.
- Den 57-årige mand blev varetægtsfængslet i fire uger, skriver Østjyllands Politi på Twitter.
Manden har kæret kendelsen til landsretten, da han vil løslades.
Han er sigtet for stalking og overtrædelse af tilhold, da han i en periode siden april har oprettet over 350 opslag og kommentarer om en 40-årig kvinde og deres fælles børn. Det skete på trods af et meddelt tilhold.
Kvinden er ifølge TV 2 Østjylland mandens ekskone. Mediet skriver, at manden erkender at have skrevet opslagene, men nægter sig skyldig.
Han har ifølge mediet sagt, at det var for at forklare sin egen side af sagen, som er beskrevet i en podcast på TV 2 Østjylland. Han brugte ifølge sin forklaring Facebook til at lukke "damp ud", fordi han var så rasende over podcasten.
Selv om manden er blevet sigtet for mere end 350 opslag og kommentarer, har retten ifølge anklager Henriette Laxy alene fundet, at der var mistanke om "adskillige henvendelser" til kvinden. Det oplyser anklageren til Ritzau.
Men retten fulgte alligevel anklagerens ønske om at varetægtsfængsle manden.
En undersøgelse fra Justitsministeriet har vist, at op mod 100.000 personer årligt udsættes for stalking. De fleste er kvinder.
Siden 1. januar i år har der været en særskilt stalkingbestemmelse, som har en strafferamme på tre års fængsel.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker