En alvorlig trafikulykke på Vestsjælland kostede torsdag eftermiddag en 62-årig kvinde fra Århus livet, mens 10 andre blev kvæstet.
Ulykken skete på Kalundborgvej ved Sanddobberne i Odsherred, hvor den 70-årige fører af en bil med fire passagerer af ukendte årsager pludselig kørte over i den forkerte kørebane, oplyser politiet.
Føreren af en modkørende handicapbus forsøgte at undgå kollisionen ved at dreje til højre. Det lykkedes ikke. Handicapbussen blev ramt næsten frontalt, og umiddelbart efter blev den ramt af en bil, der kørte bag den, og væltede.
En fjerde bilist forsøgte at undgå at påkøre handicapbussen, men mistede herredømmet over sin bil, der rullede rundt og landede i grøften.
Den dræbte kvinde sad på bagsædet i den bil, der var skyld i ulykken. Desuden var en 88-årig kvinde fra Birkerød og to piger på 13 og 14 år fra Århus med i bilen.
I handicapbussen sad en familie fra Tølløse ved Holbæk. Den blev ført af den 44-årige far, mens den 38-årige mor, den 16-årige søn og den niårige datter var med som passagerer.
Bilen, der kørte op bag i handicapbussen blev ført af en 48-årig kvinde fra Grevinge, mens bilen, som kørte i grøften havde en 20-årig kvinde fra Kalundborg bag rattet.
To af de kvæstede blev bragt til Rigshospitalet - en pige blev fløjet i helikopter, mens en anden af de kvæstede blev kørt dertil i ambulance. Det var torsdag aften ikke muligt at få oplyst nærmere om de kvæstedes tilstand.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker