63-årig i bil ramt af tog i jernbaneoverskæring
Foto: Keld Navntoft/ Scanpix /Scanpix
Keld Navntoft/ Scanpix /Scanpix
En personbil blev tirsdag eftermiddag påkørt af et tog i en jernbaneoverskæring uden for Gilleleje.
Toget ramte bilen, der blev slynget 30-40 meter hen ad sporet og kurede ned ad en skrænt.
Det oplyser vagtchef Ulrik Lindén, Nordsjællands Politi.
Bilens fører, en 63-årig mand fra lokalområdet, kom til skade ved ulykken, men han er ikke i livsfare.
Manden blev i en redningshelikopter fløjet til Rigshospitalets traumeafdeling.
- Han er ikke kommet så alvorligt til skade, som man kunne frygte, siger Ulrik Lindén. Blandt mandens skader er et benbrud.
Jernbaneoverskæringen ligger ved Byåsen i Rødkilde ved Gilleleje. Der er tale om en bevogtet jernbaneoverskæring med bomme.
Ulykken undersøges nu af Havarikommissionen, der blandt andet skal tjekke, om bommene virker korrekt.
- På nuværende tidspunkt er der ikke noget, der tyder på, at bommene ikke har virket, men det undersøger vi nærmere, siger Ulrik Lindén.
Politiet skal blandt andet afhøre den kvæstede mand om ulykken, når han er rask nok til det.
Toget, der har ramt bilen, kører på privatbanen mellem Helsingør og Gilleleje. Der var 14 passagerer i toget, da påkørslen skete.
Toget bliver efter påkørslen trukket ind til Gilleleje.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde