64-årig kvinde idømt fængsel for løgn i retten
80 dages betinget fængsel og 120 timers samfundstjeneste. Sådan lyder dommen over en 64-årig kvinde for at lyve i retten.
Dommen faldt i denne uge ved Retten på Frederiksberg, hvor kvinden tilstod at have talt usandt under et retsmøde.
Når man bliver afhørt i retten, bliver man formanet - som det kaldes - af dommeren og får at vide, at man har pligt til at fortælle sandheden, og at det modsatte vil blive straffet.
I sagen, som drejer sig om et dødsboskifte, har kvinden forklaret, at hun ikke havde hævet og modtaget 714.000 kroner fra afdødes konto.
Kvinden blev afhørt i sagen, fordi der i en periode på godt et år inden dødsfaldet blev hævet penge flere gange på den afdødes konto, og det drejede sig om store beløb.
I forbindelse med sagen mod kvinden tilstod hun at have talt usandt, og retten vurderede, at kvindens brøde i udgangspunktet burde straffes med ubetinget fængsel.
Alligevel valgte retten med henvisning til blandt andet kvindens alder og personlige forhold at gøre straffen betinget med vilkår om, at hun inden et år skal udføre 120 timers samfundstjeneste.
Retten så desuden med milde øjne på sagen, fordi kvinden selv tog initiativ til aflægge fuld tilståelse i sagen.
Retten fastsatte en prøvetid på to år, hvilket betyder, at kvinden risikerer at skulle afsone de 80 dages fængsel, hvis hun inden de to år begår ny kriminalitet.
Kvinden valgte at acceptere rettens dom, som hun ellers havde mulighed for at anke til Østre Landsret.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker