65-årig fængslet for voldtægt af pige

Politiet har stærke beviser mod en 65-årig mand, der er sigtet for to voldtægter af en pige fra Hjørring. Voldtægterne fandt sted, da hun var 11 og 12 år gammel.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er en dommer ved Retten i Hjørring, der har blåstemplet bevismaterialet ved at fastslå, at der foreligger en såkaldt særlig bestyrket mistanke om mandens skyld.

Det skete torsdag ved et grundlovsforhør, hvor manden blev fængslet i foreløbig fire uger.

Manden, der er en bekendt af pigens far er sigtet for at have forulempet pigen to gange, fortæller advokaturchef Peter Rask fra Nordjyllands Politi.

- Det var i januar og marts 2011. Første gang var pigen 11 år gammel, næste gang var hun 12.

Det første overgreb havde ifølge sigtelsen karakter af anden kønslig omgang end samleje. Ifølge politiet har manden dyrket oral- og fingersex med pigen.

- Hun er også blevet fastholdt, og derfor er der anvendt vold eller trusler om vold, så vi har valgt at rejse sigtelse for voldtægt også, siger Peter Rask.

Det andet overgreb var ifølge sigtelsen et fuldbyrdet samleje. Her er der ifølge Peter Rask også rejst sigtelse for voldtægt.

- Derudover er han sigtet for trusler. Han har truet pigen og hendes lillesøster med at slå dem ihjel, fortæller han.

Pigens lillesøsters rolle i sagen er endnu lidt uklar, men hun har muligvis overværet et eller begge overgreb mod sin storesøster. Lillesøsteren var på det tidspunkt ni år gammel.

Nordjyllands Politi fortsætter nu efterforskningen af sagen, og Peter Rask forventer, at man inden for et par måneder vil kunne rejse tiltale mod manden.

Først skal han igennem en såkaldt personundersøgelse, som Kriminalforsorgen skal forestå. Her vil det blandt andet blive vurderet, om manden også skal mentalundersøges.

En eventuel mentalundersøgelse tager normalt et godt stykke tid og vil kunne betyde, at der kommer til at gå lidt længere tid, før der kan rejses tiltale.

/ritzau/