66-årig bankrøver gik på værtshus

En 66-årig mand havde for en stund råd til de helt store armbevægelser på værtshuset Grusgraven i København.

Manden havde nemlig kort forinden røvet Danske Banks afdeling på H.C. Ørstedsvej på Frederiksberg og truet personalet til at udlevere 40.000 kroner i kontanter.

Den aldrende røver gennemførte røveriet ved at lægge en seddel på disken med ordene "Tøm kassen for sedler, hurtigt, ikke trykke på knappen. Jeg har en pistol".

Efter røveriet gik den 66-årige mand på værtshus, og her anholdt politiet ham kort efter. På sig havde han den del af udbyttet, han ikke havde nået at spendere.

Onsdag blev han varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør i Københavns Dommervagt i fire uger.

/ritzau/

En 66-årig bankrøver blev onsdag fængslet i fire uger, efter at han plyndrede en bank på Frederiksberg. Kort efter røveriet blev manden anholdt på et værtshus.

Offentliggjort Sidst opdateret