70-årig er fængslet for drab på bartender på Christiania
Dommer i Københavns Byret har torsdag vurderet drabsmistanken mod en 70-årig som begrundet, og der er sket fængsling i 27 dage. (Arkivfoto) Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Nær Café Månefiskeren blev mand på 57 år stukket ihjel sidste weekend. Fængslet mand nægter skyld.
En mand på 70 år er torsdag blevet varetægtsfængslet i sagen om drabet på en anden mand på Christiania i København sidste weekend.
Offeret i sagen var en 57-årig mand. Han blev stukket med kniv sidst på aftenen lørdag på Mælkevejen mellem Multimediehuset og Løvehuset. Det var i nærheden af Café Månefiskeren.
Offeret er Roy Parkin, en britisk statsborger, der har boet i Danmark siden midten af 1980'erne. Han har arbejdet som bartender, har flere medier berettet.
En talsperson for Christiania har fortalt bt.dk, at han var vellidt i området, og at han ikke skabte sig fjender.
- Han har boet på Christiania og arbejdet på Woodstock i mange år. Han var en sød, rolig og fredelig person, som aldrig gjorde nogen noget ondt, sagde Hulda Mader forleden til bt.dk.
Efter drabet efterlyste politiet en gerningsmand, der blev beskrevet som kraftig eller stærk af bygning, og som havde et usoigneret fuldskæg. Vedkommende skulle desuden lugte af spiritus.
Den gråhårede 70-årige mand, som sigtes i sagen, har imidlertid ikke fuldskæg, viste det sig ved grundlovsforhøret torsdag i Københavns Byret. En spansk tolk var tilkaldt.
Det kom frem, at han nægter sig skyldig. Herefter blev dørene lukket, så hans forklaring kendes ikke.
I sigtelsen hedder det, at den 70-årige skal have stukket Roy Parkin adskillige gange i hovedet, halsen, nakken og på overkroppen.
Dommeren har besluttet at fængsle manden i 27 dage.
Han blev anholdt onsdag eftermiddag, oplyser vicepolitiinspektør Brian Belling. Han vil ikke svare på, om gerningsvåbnet er fundet.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker