70-årig sigtet mand er fortsat indlagt efter politiets skud
Rådhuset i Sorø blev onsdag lukket, efter at en mand havde kastet en molotovcocktail med rådhuset og i forbindelse med anholdelsen blev skudt af politiet. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
En ældre mand, der onsdag blev skudt af politiet, sigtes for grov brandstiftelse og vold mod politimand.
Det var en 70-årig mand, som onsdag smed en genstand med brændbar væske mod rådhuset i Sorø og efterfølgende blev skudt af politiet.
Det fremgår af døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som er udsendt torsdag formiddag.
Episoden fandt sted ved rådhuset i Sorø klokken 09.40, hvor manden først smed genstanden, der også er blevet beskrevet som en molotovcocktail, der består af en flaske med brændbar væske.
En politipatrulje, der allerede var på stedet, fik hurtigt kontakt til den 70-årige mand. I forbindelse med anholdelsen blev manden ramt af politiets skud.
Efterfølgende blev han bragt på sygehuset, og torsdag formiddag er han fortsat indlagt.
Derfor er han ikke til stede, når der torsdag klokken 09.30 afholdes grundlovsforhør i Retten i Næstved. Her skal en dommer beslutte, om der er grundlag for at varetægtsfængsle ham.
Den 70-årige sigtes for grov brandstiftelse og vold mod polititjenestemand.
Ingen andre end den 70-årige kom til skade ved episoden onsdag. Ifølge politiet er der tale om "en isoleret hændelse".
Politiet var onsdag ved rådhuset det meste af dagen. I timerne efter skudafgivelsen stillede politikredsen en mobil politistation op på Rådhusvej, så folk kunne komme forbi og tale med politiet.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed skal undersøge politiets skudafgivelse.
/ritzau/
Seneste artikler
NFH storsejrede trods skadesdrama
Slidt og gammel arena skal have en overhaling
Jagter unge troldmænd til helt særlig forestilling
Butikstyv med speciel taske dømt
Kommunen kræver bedre spildevandsrensning: Nu nægter borgere at rette ind
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned