70 beboere evakueret ved brand på plejecenter i Odense
70 beboere blev evakueret, da der fredag aften udbrød brand på et plejecenter. Seks er blevet indlagt. Arkivfoto. Foto: Free/Colourbox
Free/Colourbox
Ingen er kommet alvorligt til skade, men seks beboere er indlagt til observation for røgforgiftning.
En voldsom brand på Plejecenter Næsby i Odense betød fredag aften, at 70 beboere måtte evakueres fra deres lejligheder.
- Det var meget voldsomt, og der var meget røg, da vi kom derud, fortæller vagtchef Thomas Bentsen fra Fyns Politi.
Da politi og brandvæsen når frem, er personalet ved at evakuere beboerne. Sammen med politiet får man samlet 70 beboere i centerets kantine.
Det lykkedes brandfolkene at begrænse ilden til den lejlighed på første sal, hvor den var opstået.
- Men de andre lejligheder på etagen har fået røg- og sodskader, mens lejlighederne i stueetagen formentlig har fået vandskader, siger vagtchefen.
Beboerne på plejecenteret er både ældre og personer, der har særlige behov.
- Det kunne være gået rigtigt galt, men heldigvis er ingen kommet alvorligt til skade, konstaterer Thomas Bentsen.
Seks beboere er dog bragt til Odense Universitetshospital til observation for røgforgiftning.
Politiet kan fredag aften ikke sige, hvordan branden opstod. Det skal tekniske undersøgelser i næste uge søge at fastslå.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde