70 opkald om fald på glatte veje gav travlhed i Region Syd
Flere steder landet over var der tirsdag faldet isslag, der gav spejlglatte veje og fortove. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
På Odense Universitetshospital blev der indkaldt ekstra mandskab for at håndtere faldulykker.
Spejlglatte fortove og cykelstier førte tirsdag til flere faldulykker landet over.
Særligt Region Syddanmark har været hårdt ramt.
- Vi har haft cirka 70 opkald om faldulykker siden morgenstunden. Det er usædvanligt mange, siger Kim Ahlers, chef for regionens vagtcentral.
Det er særligt Fyn og Trekantområdet, der har været meget belastet, forklarer han.
- Vores indtryk er, at det primært er faldulykker, hvor folk er blevet overrasket over det glatte føre på fortove og cykelstier, siger han.
Både ældre og yngre er blandt de tilskadekomne. I cirka 50 tilfælde blev der disponeret ambulancer.
Det betød også, at vagtcentralchefen måtte rekvirere ekstra ambulancer fra Ambulance Syd og Responce, der står for ambulancedriften i regionen.
Ulykkerne har givet travlhed på skadestuen på Odense Universitetshospital.
Faktisk måtte man tilkalde ekstra mandskab, fortæller ledende overlæge Poul Henning Madsen til Jyllands-Posten.
- Vi har haft på den anden side af 50 patienter, der har fået en skade ved at falde på grund af glat føre. Det er siden i går aftes, da det begyndte at blive glat.
- Normalt har vi 100 patienter i skadestuen om dagen i alt. Så det er jo et stort antal, der er kommet oveni, siger han til mediet.
Skadestuen i Slagelse og skadeklinikken i Næstved melder ifølge samme medie også om travlhed som følge af faldulykker.
Det er formentlig isslag, der har fået folk til at falde på fortove og cyklister til at vælte på cykelstierne.
Tirsdag eftermiddag er der ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) fortsat risiko for isslag på Sjælland, Lolland og Falster.
Varslet gælder frem til onsdag morgen klokken 06.
Isslag er et fænomen, der ifølge DMI's hjemmeside typisk forekommer et par gange hver vinter og ofte kun i dele af landet.
Til gengæld er det rigtig farligt, når det kommer, fordi overfladerne bliver spejlglatte alle steder på meget kort tid.
Isslag opstår, når der kommer nedbør, samtidig med at varmere luftstrømme møder en køligere jordoverflade.
Når nedbøren så rammer jorden eller en anden overflade, fryser den omgående til is.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde