75-årig cyklist er død efter han blev ramt af lastbil
Sydøstjyllands Politi oplyste tidligere lørdag, at de nærmere omstændigheder omkring påkørslen undersøges, og at der er rejst sigtelse mod lastbilchaufføren. (Arkivfoto). Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Politiet har rejst sigtelse mod fører af lastbil, der lørdag påkørte en 75-årig mand i Horsens.
En 75-årig cyklist, der lørdag morgen blev ramt af en lastbil på Lovbyvej i Horsens, overlevede ikke sammenstødet og er afgået ved døden.
Det skriver TV Syd lørdag sidst på eftermiddagen.
Politiet modtog anmeldelsen om ulykken klokken 09.18 lørdag formiddag.
Ulykken skete, da lastbilen skulle svinge til højre.
Cyklisten befandt sig på bilens højre side. Chaufføren så ham angiveligt ikke, og den ældre mand blev påkørt og trukket ind under lastbilen.
Den 75-årige blev efterfølgende bragt til behandling på Aarhus Universitetshospital.
Politiet har valgt at sigte føreren af lastbilen, mens omstændighederne ved ulykken undersøges nærmere.
- Vi undersøger ulykken med assistance fra en bilinspektør og Tungvognscenter Syd, forklarede vagtchef Jørn Bystrup, Sydøstjyllands Politi, tidligere på dagen.
En bilinspektør er en teknisk ekspert med ingeniørbaggrund, som bistår politiet i forbindelse med blandt andet trafikulykker.
Bilinspektøren forsøger via tekniske undersøgelser af køretøj og gerningssted at klarlægge omstændighederne ved ulykken nærmere.
Tungvognscenter Syd er et af landets tre tungvognscentre, som varetager den politimæssige kontrol af tungvognsområdet, herunder lastbiler.
/ritzau/
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker