82 danskere er med i retssag om coronasmitte i Østrig
Den såkaldte afskiing, skiturister der frekventerer det lokale natteliv efter en dag på løjperne, menes at have spillet en vis rolle i spredningen af coronasmitte i Europa. Nu fører det til et sagsanlæg. Billedet her er fra en udendørsbar på ved skisportstedet Rettenbach og har ikke noget med det aktuelle sagsanlæg at gøre. (Arkivfoto) Foto: Henrik Dannemann/Ritzau Scanpix
Henrik Dannemann/Ritzau Scanpix
Myndigheder og erhvervsdrivende på skisportssted skal have en lærestreg, mener dansk turist.
Conoravirruset fik en ekstra spredning fra skisportssteder i Østrig, fordi man dér vægtede økonomiske interesser højere end de sundhedsmæssige.
Det er påstanden i en retssag, som den østrigske forbrugerorganisation VSV har anlagt mod delstaten Tyrol, borgmestre og flere andre.
I massesøgsmålet indgår 5380 personer, oplyser TV2, og heraf er de 82 danskere.
De ønsker erstatning, fordi de blev smittet under deres skiferie. Nogle kræver at få dækket tabt arbejdsfortjeneste på grund af Covid-19.
En af danskerne er Anne Jorsø, som var i Ischgl med sin kæreste. De har krævet 600 euro for overnatning og liftkort, men de deltager ikke i sagen for pengenes skyld, siger hun til TV2.
- Vi går efter at være med i en gruppe, der siger til den østrigske stat, at det ikke er i orden, siger hun.
En anden dansk deltager i retssagen er Patrick Hansen, som var på en forlænget weekend i Zell am Ziller. Heller ikke for ham drejer det sig først og fremmest om penge.
- Det handler mere om at give dem en lærestreg, siger han til TV.
Også andre udenlandske skiturister har meldt sig til retssagen. Heraf er 3400 fra Tyskland og 400 hollændere, har BBC tidligere rapporteret.
Blandt de sagsøgte er både myndigheder og erhvervsdrivende. For eksempel ejeren af baren Kitzloch, hvor mange stod meget tæt og festede til høj musik, og hvor en tjener viste sig at være smittet.
Ischgl kaldes for Alpernes Ibiza, men i marts lød alarmen om faren. Island udpegede byen som et risikoområde 5. marts. Tjeneren fra Kitzloch blev testet positiv 7. marts, men der gik to dage, før stedet blev lukket.
Ifølge BBC blev det senere konstateret, at 800 i Ischgl var smittet, og det samme var sket for et langt højere antal udenlandske turister.
I øvrigt viser de seneste tal fra Johns Hopkins University i USA, at der er registreret godt 16.000 smittede i Østrig, og at 626 dødsfald relateres til Covid-19.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub