879 kørte for stærkt ved vejarbejde

Foto: Jan Knudsen, arkivfoto

Bilisterne havde alt for meget fart på ved vejarbejde på Sydmotorvejen, og det udløste både bøder, klip og frakendte kørekort.

Offentliggjort Sidst opdateret

879 fartbilister, 150 klip og 103 frakendte kørekort. Sådan fordeler Færdselspolitiets sigtelser sig, efter det næsten dagligt i kortere og længere perioder har målt farten på bilister omkring vejarbejdet på Sydmotorvejen ved Sakskøbing.

Og antallet af fartbilister er ikke godt nok, mener Kent Edvardsen, souschef i Færdselspolitiet.

- Folk kan gøre det bedre, men det var måske lidt ventet, siger han.

På grund af vejarbejdet måtte man fra 12. til 22. september blot køre 50 kilometer i timen, men den mest fartglade bilist blev snuppet for at køre 123 kilometer i timen.

For kun fem måneder siden blev bødetaksterne ellers ændret, så bøden for at køre for stærkt ved vejarbejder blev gjort dobbelt så høj. Samtidig bliver kortet allerede frakendt betinget ved 40 procent overskridelse af hastigheden mod tidligere 60 procent.

- Min erfaring siger mig, at folk ikke er blevet synderligt bedre. Folk holdt sig til de nye regler i starten, men hos mange er de nye regler i dag gået i glemmebogen, og så giver det altså nogle ordentlige hak i tuden på fartbilisterne, lyder det fra Kent Edvardsen.

Mens fotovognen i syv dage holdt parkeret ved vejarbejdet, blev i alt 10.009 køretøjer kontrolleret.