90-årig reddet ud under brand i Nakskov

Foto: Mogens Warrer

En ansat i et privat hjemmeplejefirma blev mødt af sort røg, da hun nytårsaften ved 17.20-tiden åbnede døren for at gå op til en 90-årig kvinde i en lejlighed i Nygade i Nakskov.

Mens brandvæsen og ambulance var på vej, forsøgte den ansatte at forcere trappen, men måtte opgive halvvejs. - Røgen bølgede ned ad trappen, fortæller hun.

Røgdykkere gik op på 1. sal og kontaktede den 90-årige, som derefter blev hjulpet ud og kørt til tjek på sygehuset i Nykøbing F. for røgforgiftning.

Det viste sig, at det ikke var i kvindens lejlighed det brændte, men i en lejlighed på 2. sal i naboopgangen. Brandfolkene sprængte flere døre for at nå op til lejligheden, som tilsyneladende var tom, men fyldt med røg. Branden har dog ikke for alvor udviklet sig, formentlig af mangel på ilt.

Et værelse i lejligheden er helt udbrændt, og ilden var tæt på at bryde gennem en blændet dør. Beboeren var ikke hjemme.

Flere andre blev evakueret fra ejendommen, herunder to katte.

Fra stigevognen var brandfolkene oppe og lyse ind i flere andre lejligheder, hvor der ikke var nogen hjemme, men branden havde ikke bredt sig.

Offentliggjort Sidst opdateret

bredt sig.