Aalborg Portland i Aalborg hærget af brand
En kraftig brand på cementfabrik i Aalborg udviklede kraftig røg, men var ikke til fare for naboer.
Politi og brandvæsen rykkede tirsdag sidst på eftermiddagen ud til en voldsom brand på cementfabrikken Aalborg Portland i Rørdal i Aalborg.
Branden var meget omfattende og udviklede en røgfane, der kunne ses på lang afstand. Men virksomhedens naboer var ikke i fare.
Det oplyser vagtchef Per Jørgensen, Nordjyllands Politi.
Politiet fik brandalarmen klokken 17.39, og godt og vel en time efter kunne politiet meddele, at brandvæsnet har fået ilden under kontrol. Brandfolkene forventer at have slukket ilden inden klokken 20.
Ilden brød ud i en 25 meter høj silo på cementfabrikkens område.
- Det brænder kraftigt, og ilden udvikler voldsom røg, men der er ikke fare for menneskeliv, sagde Per Jørgensen tidligere tirsdag.
Ilden opstod i bunden af siloen og bredte sig hele vejen op ad væggene. På et tidspunkt frygtede brandvæsen og politi, at branden kunne få siloen til at vælte.
Politiet sendte masser af mandskab, som afspærrede et større område omkring virksomheden, der ligger i det østlige Aalborg. Det skete blandt andet af hensyn til risikoen for, at siloen skulle styrte sammen.
Brandvæsnet indkaldte straks efter brandalarmen ekstra mandskab til slukningsarbejdet, men vagtchefen oplyser ved 19.30-tiden, at branden var ved at være slukket, så der kun er efterslukningsarbejde tilbage.
Politiet har på nuværende tidspunkt ikke oplysninger om, hvordan branden opstod. Brandtomten vil blive undersøgt af teknikere fra politi og brandvæsen, når den er kølet af, for om muligt at finde brandårsagen.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned