Aarhusianske chauffører er dømt for at røve unge kunder
To pirattaxachauffører er torsdag blevet idømt fængsel for røverier mod passagerer, de havde tilbudt et lift hjem fra byen.
Begge mænd kørte gennem en længere periode pirattaxakørsel i det aarhusianske natteliv, hvor de tilbød fulde unge mennesker et lift hjem.
Betalingen for et lift var, at passageren skulle tanke benzin på bilen for et mindre beløb.
Når den unge så indtastede sin pinkode på tankstationen, blev den afluret. Bagefter tog de tiltalte dankortet - enten ved tyveri eller røveri.
Dankortene blev efterfølgende misbrugt til hævninger i automater eller til køb af oddset-kuponer.
Den ene af mændene, en irakisk statsborger, blev blandt andet dømt for et røveri af dankort samt et efterfølgende misbrug af kortet på knap 50.000 kroner.
Derudover blev han dømt for et andet røveri under pirattaxakørsel, hvor udbyttet var 200 kroner i kontanter, ligesom han blev fundet skyldig i to forhold omhandlende trusler mod politiet.
Irakeren blev idømt et år og seks måneders fængsel og blev betinget udvist af Danmark. Han modtog dommen.
Den anden mand, der er dansk statsborger, blev dømt for to røverier af dankort, fire tyverier af dankort og et samlet efterfølgende misbrug af dem på cirka 230.000 kroner.
Han blev idømt to års fængsel, men udbad sig betænkningstid.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned