Abbedisse afhøres mandag

Østjyllands Politi har haft kontakt til lederen af Sostrup Kloster på Djursland, abbedisse Theresa Brinninkmejier, der af flere tidligere nonner på klostret er blevet anklaget for at stå bag en række overgreb på nonnerne, skriver berlingske.dk.

Mest alvorlige er anklagerne om, at abbedissen ved en episode i 1993 skulle have låst en ældre, dement og sparsomt påklædt nonne ude i en gård, hvor nonnen senere blev fundet død.

Sagen har rejst fornyet kritik af den katolske kirkes ledelse, idet biskop Csezlaw Kozon har kendt til sagen i en årrække uden at informere politiet.

Den anklagede abbedisse i sagen var på rejse i Peru, da anklagerne mod hende i forrige uge kom frem, og politiet har derfor ikke kunnet finde og afhøre hende. Men hun vendte i går hjem til Danmark, hvorefter politiet har kontaktet hende.

Politiet har indkaldt abbedissen til en afhøring, der skal finde sted på mandag. Her skal politiet høre nonnens version af anklagerne. Nonnes advokat vil være til stede ved afhøringen, men politiet vil ikke oplyse, om abbedissen vil blive sigtet i sagen:

- Jeg vil på forhånd ikke sige noget om, hvorvidt hun vil blive præsenteret for en sigtelse ved afhøringen. Men jeg kan sige, at hun ikke på nuværende tidspunkt er sigtet for noget, siger politikommissær Frits Kjeldsen fra Østjyllands Politi til berlingske.dk.

Han oplyser, at politiet allerede har afhørt en række af de nonner fra klostret, der har rettet anklager mod abbedissen. Blandt dem er Helena Hägglund, der i bogen "Nonne tur- retur" har beskrevet en række episoder fra sin tid på klostret, hvor abbedissen angiveligt har begået en række overgreb mod stedets nonner.

Politiet håber at kunne tage stilling til, om der skal rejses sigtelser i næste uge.

/ritzau/

Abbedissen fra Sostrup Kloster, der er beskyldt for overgreb på klostrets nonner, er tilbage i Danmark efter rejse til Peru. Politiet afhører hende mandag.

Offentliggjort Sidst opdateret