Adskillige trafikkontroller på Falster

Færdselspolitiet var i den grad på stikkerne rundt om på Falster dagen igennem igår, torsdag.

Udover de næsten obligatoriske fartkontroller blev det også til kontroller målrettet mod tunge køretøjer, dyretransporter og bilister uden sikkerhedssele.

Det hele begyndte torsdag formiddag på Havnepladsen i Nykøbing, hvor fokus var rettet mod tunge køretøjer. Her blev 10 lastbiler stoppet og tjekket, og to blev noteret for at køre med hver 11 procent i overlæs.

Ud på eftermiddagen, fra klokken 14.30-17.30 var betjentene på plads ved travbanen på Gedser Landevej lige syd for Nykøbing, og her var det dyretransporter, der var fokus på. 16 biler blev stoppet, og fem blev noteret for ulovlige forhold.

Sidst på eftermiddagen blev der så igen kontrolleret tunge køretøjer - denne gang på Nykøbingvej ved Ønslev. Her stoppede polittiet tre lastbiler og tjekkede, om de kørte med overlæs, men alle tre havde orden i sagerne.

Sidst på eftermiddagen, fra klokken 17.35-18.05 blev fokus flyttet til bilister, der kører uden sele. Denne gang var det Gedservej i Nykøbing, der var centrum for kontrollen. Syv biler blev stoppet, og i fire tilfælde kunne betjentene notere manglende brug af sikkerhedssele.

Derudover var politiets fotovogn også på landevejene i går. Det blev til to fartkontroller sidst på dagen. Den første fandt sted på Nykøbingvej i Nørre Alslev, hvor fartgrænsen er 70 km/t. Det var der fem ud af 369, som ikke overholdt. Højest målte hastighed var 87 km/t.

Fra klokken 19.21-20.46 var fotovognen så på Stubbekøbingvej ved Stubbekøbing, hvor den højest tilladte hastighed er 60 km/t. Det var der 17 ud af 86, der ikke formåede at overholde. Den hurtigste drønede forbi med 94 km/t., fremgår det af politiets døgnrapport.

Politiet havde en usædvanligt travl torsdag på de falsterske landeveje, hvor der både blev målt fart, tjekket seler og kontrolleret lastbiler og dyretranporter.

Offentliggjort Sidst opdateret