Advarer igen: 86-årig kvinde snydt af falske bankfolk

Arkivfoto: Anders Knudsen

Ældre kvinde fra Nakskov blev ringet op og narret til at udlevere sit betalingskort og pinkode. Efterfølgende blev der hævet flere tusinde kroner på kortet.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 86-årig kvinde fra Nakskov blev torsdag eftermiddag offer for et bedrageri, som endte med, at der blev hævet nogle tusinde kroner fra hendes konto.

Ifølge politiets døgnrapport blev den 86-årige ringet op af en anden kvinde, som udgav sig for at være fra hendes bank. Hun fortalte den 86-årige, at hendes konto var blevet hacket, og at hun skulle have et nyt betalingskort.

Det lykkedes kvinden i telefonen at overtale den ældre kvinde til at udlevere sit betalingskort og pinkode til et "bud", som kort efter dukkede op på kvindens adresse.

Umiddelbart derefter blev der hævet nogle tusinde kroner i kontanter fra hæveautomater i Nakskov, og politiet efterforsker derfor sagen som en bedragerisag.

Manden, der hentede betalingskortet og pinkoden hos kvinden, beskrives ifølge politiet som 18 til 35 år, dansk af udseende, dansktalende, 175 til 180 centimeter høj, almindelig af bygning og med kort, sort hår. På gerningstidspunktet var han iført en sort jakke og sorte bukser.

Hvis man har oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på telefon 114.

Politiet: Udlevér aldrig personlige oplysninger til "banken"

Politiet opfordrer i øvrigt til, at man er ekstra opmærksom, hvis man bliver kontaktet af sin bank - eller nogen, der udgiver sig for at være fra banken.

Man skal aldrig udlevere betalingskort, personlige oplysninger eller koder til udenforstående. Hverken banken, kommunen, politiet eller andre myndigheder vil spørge efter oplysningerne.

I stedet skal man lægge røret på og eventuelt kontakte sin bank på dens hovednummer eller ringe til politiet på telefon 114.