Det var ulovligt, at politiet loggede sig ind på en mistænkt mands Facebook-profil.
Det siger mandens indgrebsadvokat, Lars Lindhard, der har fået tilladelse til at få indgrebet prøvet ved Højesteret.
Manden var mistænkt i en narkosag. Politiet loggede sig ind på hans Facebook- og Messenger-profiler med kodeord, som politiet havde opsnappet under efterforskningen.
- Men der var ikke noget lovgrundlag, siger advokat Lars Lindhard og fortsætter:
- Retsplejeloven har ikke taget højde for moderne kommunikationsformer som Facebook. Loven går tilbage til dengang, man havde en telefon hængende på væggen, som politiet så kunne installere en mikrofon i og lytte med på.
Lars Lindhard oplyser, at man gerne vil have afgrænset, hvad politiet må aflytte, så der bliver etableret et grundlag, som alle kan kontrollere.
Både by- og landsretten har sagt god for indgrebet. Det første login på mandens Facebook skete uden dommerkendelse og blev først efterfølgende godkendt.
- Men man kan ikke godkende et indgreb, som ikke står i loven, siger Lars Lindhard.
Indgrebet skete, mens den mistænkte opholdt sig i udlandet.
- Men da politiet ikke vidste, hvor han befandt sig, kunne de heller ikke vide, om indgrebet var lovligt i det pågældende land, siger Lars Lindhard.
Den mistænkte kender sandsynligvis ikke selv til indgrebet og ved heller ikke nødvendigvis, at han har fået beskikket en såkaldt indgrebsadvokat.
Denne i princippet hemmelige advokat skal bistå som sikkerhedsgaranti i sager, hvor retten ikke vil lade en anklaget og hans faste forsvarer få adgang til alt materiale.
- Jeg kender ikke spor til ham, siger Lars Lindhard om den mistænkte, der fik hacket sin Facebook-profil.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned