Advokat frifundet i sag om advarsel af rockermedlem
En 31-årig advokat er i Københavns Byret blevet frifundet for en tiltalt om misbrug af stilling. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
En advokat er onsdag frifundet for stillingsmisbrug i en sag, der trækker tråde til overfald på Christiania.
En kvindelig advokat er onsdag blevet frifundet for at have misbrugt sin stilling til at advare et rockermedlem mod at tilstå sin rolle i et voldeligt overfald på Christiania.
Det er Københavns Byret, der har frifundet kvinden.
Advokaten, der nu er frifundet, risikerede både en fængselsstraf og at miste retten til at beskæftige sig med straffesager i en periode, hvis hun blev dømt.
Sagen mod advokaten udspringer af en voldsom episode på Christiania i København i slutningen af april 2023.
Her stod en 20-årig mand med tilknytning til Hells Angels ved en hashbod, da 20 mænd fra den rivaliserende rockergruppe Comanches (dengang Satudarah) sprang på det unge offer, som blev overdynget med slag og spark. Han blev også stukket med en kniv og slået med en totenschlæger.
Ikke længe efter blev de 20 rockere sigtet for grov vold, og den i dag 31-årige advokat blev beskikket som forsvarer for en af dem.
En af de andre rockere ville tilstå overfaldet, og i den forbindelse var advokaten tiltalt for at have taget kontakt til hans familie og advarede dem.
I anklageskriftet fremgik det, at advokaten skulle have sagt, at det ville have alvorlige konsekvenser for ham at tilstå.
Københavns Byret har dog ikke fundet det bevist, at hun handlede sådan, og derfor er hun blevet frifundet.
Ifølge Ekstra Bladet skrev advokaten på beskedtjenesten Signal til et familiemedlem til den mand, som ville tilstå. Hun skrev, at manden risikerede at blive smidt ud af rockerklubben, hvis han tilstod.
Advokaten sagde ifølge avisen under retssagen, at hun ikke havde videresendt oplysningerne for at få manden til at trække sin tilståelse tilbage. Det var sket, fordi hun var blevet kontaktet af familien.
Rockeren, hvis familie havde fået beskederne, endte med at trække sin tilståelse tilbage.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker