Advokat hælder til at få Paludan-rabat til Højesteret
Paludan fik lempet en godtgørelse til en somalisk kvinde fra 30.000 til 5.000. Det overrasker bistandsadvokat.
Østre Landsret fandt torsdag Rasmus Paludan skyldig i en straffesag om racistiske og forhånende udtalelser, men mildnede straffen i forhold til byrettens dom.
Heriblandt godtgørelsen til en somalisk kvinde, hvis ære han krænkede under en demonstration.
Byretten mente 30.000 kroner var et passende beløb, men det ændrede landsretten til 5000 kroner.
Det overrasker og skuffer Tyge Trier, der er bistandsadvokat for den somaliske kvinde.
- Jeg synes, at det er en meget voldsom reduktion, der er sket i landsretten. Med alt respekt så mener jeg, at dommen måske er forkert på det punkt.
- Folketinget vedtog per 1. januar 2019, at man skulle gange med tre på de her godtgørelser for ærekrænkelser. Og derfor er det svært for mig at se, at man kan nå frem til et niveau, der hedder 5000 kroner. Det er simpelthen for lavt efter min vurdering, siger Tyge Trier.
De overvejer nu at ansøge om at få sagen for Højesteret via det såkaldte Procesbevillingsnævn. Det har de 14 dage til.
- Nu skal vi have begrundelsen for dommen, som vi får fredag, og så må vi tænke os godt om. Men jeg hælder til at rådgive hende til at forsøge at gå videre med det, siger han.
Ærekrænkelsen af den somaliske kvinde skete under en demonstration i København, hvor Paludan havde påstået, at kvinden solgte sine ydelser på Istedgade.
Rasmus Paludan blev desuden torsdag dømt til tre måneders betinget fængsel af Østre Landsret.
Da sagen sidste sommer blev vurderet af Retten i Næstved, blev den ene af de tre måneder gjort ubetinget.
Han er dømt for forhånende udtalelser i fire tilfælde. I yderligere et forhold - hvor han talte på Folkemødet på Bornholm - er der sket frifindelse.
Forhånelserne var rettet mod muslimer, profeten Muhammed og grønlændere.
I sagen indgik også et par overtrædelser af færdselsloven. Her er konsekvensen ubetinget frakendelse af kørekortet i et år og en bøde på 8.500 kroner.
Den 39-årige advokat blev dog frikendt for anklagemyndighedens krav om, at han ikke må beskæftige sig med straffesager og sager om fri proces i tre år.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned