Advokat idømt fængsel for underslæb i millionklassen

Retten i Svendborg har idømt en advokat 4,5 års fængsel for underslæb og dokumentfalsk. Han tilstod i retten.

Offentliggjort Sidst opdateret

En advokat har tilstået omfattende svindel og er som konsekvens af det blevet idømt 4,5 års fængsel for underslæb for 45 millioner kroner og dokumentfalsk. Dommen er faldet ved Retten i Svendborg tirsdag eftermiddag.

At advokaten, Adam Ringsby-Brandt, tilstod forholdene, har været en formildende omstændighed, da straffen blev udmålt. Det samme har det faktum, at han havde angivet sig selv.

Svindlen blev begået i løbet af kort tid i en advokatvirksomhed i Svendborg. Fra september 2019 og frem til marts 2022 tilegnede han sig det store beløb fra klientkontoen.

I en pressemeddelelse fra domstolen lyder det, at advokaten opnåede en berigelse på cirka 19 millioner kroner. De penge skal han nu betale i erstatning til et forsikringsselskab.

Den nu 44-årige advokat har i retten forklaret, at han var begyndt at tage fra klientkontoen, da blandt andet dårlig presseomtale havde påvirket omsætningen i advokatfirmaet, som han var ejer af.

Han er også blevet dømt for dokumentfalsk ved at have udarbejdet, forevist og afleveret en falsk dombog til en person, som han repræsenterede. Det samme gjorde han med en falsk skrivelse fra Procesbevillingsnævnet til samme person.

Af skrivelsen fremgik det, at betingelserne for at meddele tilladelse til anke ikke var opfyldt.

Selv forklarede advokaten, at han "havde følt, at han var nødt til tage den omhandlede sag, selv om han ikke mente, at den ville føre til noget." Det skriver retten på sin hjemmesiden.

Foruden fængselsstraf har Adam Ringsby-Brandt fået frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed indtil videre.

Han må heller ikke deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed i Danmark eller udlandet uden at hæfte personligt eller ubegrænset for virksomhedens forpligtelser.

Advokaten modtog dommen.

/ritzau/