Advokat kræver 750.000 til Rebild-datter

I hvert fald hvis det står til børnenes bistandsadvokater, der mandag formiddag fremlagde deres krav i retten i Aalborg.

Den største erstatning skal ifølge bistandsadvokat Susan Sørensen gå til den ældste datter, som skal have 750.000 kroner, hvis faren kendes skyldig i anklagerne om årelangt misbrug.

Pigen er angiveligt blevet udsat for misbrug både af faren og af fire af sine brødre, som er blevet tvunget til samleje og anden kønslig omgang med søsteren.

Derudover kræver Susan Sørensen 125.000 kroner til en af pigens veninder, der også er omfattet af anklageskriftet.

Fem af Rebild-mandens sønner kræver mellem 50.000 og 400.000 kroner, mens den yngste datter skal have 150.000 kroner for de uhyrligheder, hun angiveligt er blevet udsat for.

Alt i alt løber erstatningskravet op i 2.025.000 kroner til otte af de ni forurettede børn.

Erstatningskravet til den anden pige uden for familien blev ikke fremlagt i retten mandag, men er fremsat skriftligt.

Den 56-årige mand er tiltalt for et misbrug, der har fundet sted fra 1994 og 16 år frem.

Syv af mandens egne børn er angiveligt blevet misbrugt, mens også to veninder til den ældste datter er omfattet af anklageskriftet.

I løbet af sagen har blandt andet mandens eks-kone, der også er børnenes mor, vidnet i sagen. Desuden har to kvinder fra kommunen berettet om deres besøg i hjemmene i Nordjylland.

Mandag starter anklageren sin procedure, og derefter er det forsvarerens tur. Dommen ventes afsagt torsdag.

/ritzau/

Den sextiltalte Rebild-far skal betale de forurettede børn mere end to millioner kroner, hvis han bliver kendt skyldig i de mange grove anklager mod ham.

Offentliggjort Sidst opdateret