Advokatfirma brød regler med forbindelse til revisionsnetværk
Højesteret mener, at advokatfirmaet KPMG Law har overtrådt advokatregler, men at firmaet ikke skal betale nogen bøde. (Arkivfoto). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
KPMG Law er onsdag blevet dømt i Højesteret for brud på god advokatskik, men slipper for at betale bøde.
En advokat skal bevare sin uafhængighed og integritet.
Det er fastslået i Retsplejelovens regler.
Men den uafhængighed og integritet kunne man så tvivl om hos advokatfirmaet KPMG Law, konkluderer Højesteret onsdag i en principiel dom.
Sagen handler om KPMG Law, som blev stiftet i 2020 som et selvstændigt advokatfirma, men indgår i et aftalekompleks med KPMG-netværket, der er et netværk af konsulentfirmaer.
Spørgsmålet var, om samarbejdet rejste rimeligt begrundet tvivl om, hvorvidt KPMG Law levede op til kravene om uafhængighed og integritet.
Ifølge Højesteret indebar samarbejdet, at "KPMG Law havde bundet sig så nært til netværket og i en sådan grad", at der var "rimeligt begrundet tvivl om, hvorvidt KPMG Law levede op til kravene om uafhængighed og integritet."
Højesterets dom annullerer dog den bøde, som Advokatnævnet havde pålagt firmaet, da spørgsmålet om god advokatskik ikke var udtrykkeligt reguleret i de advokatetiske regler, og da det ikke tidligere var afklaret i praksis.
Det var tilbage i 2022, at Advokatnævnet tilkendte firmaet og tre advokater bøder på 10.000 kroner for at have tilsidesat god advokatskik.
Advokatfirmaet tog dog nævnets afgørelse til domstolene, og i 2024 konkluderede Østre Landsret, at firmaet ikke havde overtrådt advokatreglerne.
Men den dom er Højesteret altså uenig i.
Ifølge dommen er KPMG Law i en række henseender undergivet direktiver fra andre aktører i netværket.
Højesteret har også lagt vægt på de økonomiske konsekvenser, som det kan have for KPMG Law at udtræde af samarbejdet.
- Hvis KPMG Law vil udtræde af samarbejdet, skal selskabet som udgangspunkt betale en kompensation (bod) af en betydelig størrelse, skriver Højesteret.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker