Ægtepar udsat for voldsomt hjemmerøveri

Foto: Free/Politiet

OPDATERET: Et ægtepar på 68 og 72 år blev tidligt torsdag aften udsat for røveri, hvor de blev slået og sparket af tre mænd, som nu er anholdt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Klokken 18.41 torsdag aften ringede en nabo til politiet for at anmelde et hjemmerøveri på Assenbøllevej ved Errindlev.

- Både manden og kvinden blev truet med kniv og blev sparket og slået flere steder på kroppen og i hovedet, forklarer politikommissær Bo von Würden.

- Kvinden var i forvejen svagelig, da hun for nylig blev hofteopereret. Og derudover er de naturligvis meget chokerede, fortæller efterforskningsleder Peter Damgaard.

Ifølge Peter Damgaard har de over for politiet indrømmet at have været til stede, men de er ikke enige i de beskyldninger, der bliver rejst mod dem.
Røvernes udbytte ved røveriet var ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi tasker og mobiltelefoner.

- Så der var ikke tale om et udbytte af nogen synderlig værdi, fortæller Peter Damgaard.

Ægteparret blev efterfølgende indlagt på sygehuset, men blev udskrevet tidligt i morges.

Ægteparret var dybt rystede, men kunne alligevel give et godt signalement af røverne. På baggrund af ægteparrets signalement af de tre røvere lykkedes det politiet sent torsdag aften at foretage anholdelser i sagen.

- Ægteparret kender alle tre røvere perifert fra lokalmiljøet. Derfor kunne de nemt beskrive gerningsmændene uden dog at kunne deres navne, fortæller Bo von Würden.

Politiet kunne derfor kort efter klokken 23 foretage de første anholdelser i sagen. Her blev en 39-årig mand og en jævnaldrende kvinde anholdt på deres fælles adresse i Holeby.

En lille time senere foretog politiet den tredje anholdelse. Det drejer sig om en 45-årig mand, som politiet opsøgte på en adresse i Holeby, hvor manden bevæbnet med en økse og to knive gik frem mod politiet. Da betjentene trak deres pistoler, smed den 45-årige sine våben og overgav sig. Han blev lagt i håndjern og anholdt uden yderligere dramatik, oplyser politiet.

Alle tre anholdte er sigtet for røveri og vold. De sigtede er alle danske statsborgere med danske navne. De tre sigtede er alle i forvejen kendt af politiet. De fremstilles fredag i grundlovsforhør for lukkede døre.