Ældre fik kontoen lænset: Svindlere beskrives som tillidsvækkende
Flere af de forurettede forklarer, at de blev ringet op af personer, der udgav sig for at være fra deres bank eller Nets. Anklagemyndigheden mener, at fire mænd stod bag opkaldene og franarrede især ældre op mod 14,5 millioner kroner. (Arkivfoto). Foto: Oliver Berg/Ritzau Scanpix
Fire mænd anklages for at snyde flere end 400 ældre ved at ringe dem op og franarre kontooplysninger.
Det var veltalende og tillidsvækkende svindlere, der lokkede flere end 400 ældre til at udlevere kontooplysninger og NemID.
Sådan lyder det onsdag i Retten i Aarhus, hvor flere vidner afgiver forklaring om den svindel, de har været udsat for over telefonen.
- Det var en venlig og kultiveret stemme, der ringede og sagde, han ringede fra min bank. Jeg hoppede i med begge ben, lyder det fra en kvinde.
Hun bruger høreapparat og har en sort dametaske med i retten.
Opkaldet fandt sted 31. marts 2022 omkring klokken 20.
Manden, der ringede, forklarede ifølge kvinden, at han var fra bankens sikkerhedsafdeling.
De kunne se, at der netop var hævet et stort pengebeløb fra kvindens konto, forklarer vidnet.
Der var formentlig tale om svindel, og medarbejderen ville hjælpe med at spærre kontoen og føre pengene tilbage, forklarer kvinden.
Til det formål skulle han bruge kontooplysninger og NemID-koder.
Anklagemyndigheden mener, at fire mænd står bag den organiserede svindel, der ifølge anklageskriftet stod på fra slutningen af 2020 til juni 2022.
Politiet skred til anholdelse af mændene på baggrund af blandt andet aflytning af telefoner.
Samlet set er der ifølge anklageskriftet blevet snydt - eller gjort forsøg på det - for op mod 14,5 millioner kroner.
Op mod 200 vidner er indkaldt til at afgive forklaring i sagen, som blev indledt i juni.
Svindlerne anvendte ifølge de forurettede især to navne: "Martin Hansen" og "Mads Nielsen".
Flere af opkaldene fra aflytningen afspilles onsdag i retten.
- Pænt goddag, du taler med Martin Hansen fra netbankens sikkerhedsafdeling. Vi kan se, at der for 20 minutter siden er hævet 6000 kroner fra din konto til køb af skiudstyr. Er det noget, du kender til?
Sådan indledes flere af samtalerne, fremgår det af afspilningerne.
Det var dog ikke alle, der endte med at hoppe i fælden.
Et vidne forklarer i retten, at hun var til stede, da hendes gamle far blev ringet op.
Han hører dårligt og har altid telefonen på medhør, så hun kunne følge med.
- Min far bliver opskræmt og siger, at han nok skal finde de her oplysninger. Men jeg når at spørge personen, hvad han skal med min fars kortoplysninger. Og så bliver forbindelsen afbrudt, forklarer kvinden i retten.
De fire tiltalte nægter sig skyldige.
Der ventes at falde dom i sagen i slutningen af november.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde